Jeg besøger igen, og igen, og igen - værtshistorie

Ian er engelsk og Charlotte er dansk. De mødtes til et bryllup i Danmark. Charlottes veninde og Ian bedste ven skulle giftes - og det blev Ian og Charlotte så også - senere - helt præcist den 22. juli 2000 - Selvom de nu har holdt sammen siden 1997. De vidste med det samme, at det skulle være de to.

Charlotte voksede op i Aarhus - Ian i Dover, og da Charlotte mødte Ian - fulgte hun ham rundt i verden - som soldaterhustru i mere end 13 år. Langsomt begyndte Charlotte at længes efter Danmark - hun ville meget gerne flytte tilbage. Ian var måske lidt forbeholden. Under et påskebesøg hos en veninde i Danmark, oplevede Ian et påskepyntet bytorv, hvor al påskepynten fik lov at hænge, uden at blive ødelagt. Da sagde han til Charlotte: Jeg kan godt leve i et så roligt land som Danmark.

Så sammen begyndte parret, at lede efter stedet hvor de ville slå sig ned. De rettede blikket mod vestkysten. Der var mange muligheder åbne. Men der var en betingelse. Ian og Charlotte ville have tæt forbindelse til havet. Ikke nødvendigvis havudsigt. Men de ville have havet tæt på. Og de vidste, at de gerne ville have et gæstehus - lave værelser eller lejligheder - og leje ud til gæster både sommer og vinter.

Vi ledte efter hus i mere end tre år, fortæller Charlotte. Og Ian fandt stedet her på internettet. Ian printede beskrivelsen af gården ud, og viste den til mig. Jeg afviste den straks. Der skulle renoveres overalt. Det fremgik tydeligt af billederne, at der blandt meget andet skulle tækkes nyt tag på hele gården. Men Ian lokkede og lokkede. Vi kan da køre ned og kigge på det. Kun 5 km fra Vesterhavet og med udsigt til fjorden...

Vi faldt pladask for huset og omgivelserne på et øjeblik. Ian var begejstret. Jeg var mere tøvende. Kunne vi virkelig klare alt det arbejde. Og kunne vi løfte den økonomi der krævedes for at gennemføre planerne. Huset havde været til salg i mere end 5 år. Det var en kæmpe opgave. Men Ian begyndte at planlægge og lave budgetter. Det er han rigtig, rigtig god til. Så i 2013 købte vi gården for den pris gården nu var nedsat til - minus 30%. Så var der penge til et nyt stråtag.

Ian passede stadig sit job for hæren i England. Han rejste frem og tilbage til England for at arbejde i 4 år. Så jeg var meget alene her i starten. Han var hjemme i lange perioder og rejste så igen. Når Ian var hjemme knoklede vi på med renoveringen. Først i marts 2017 gik han på pension fra hæren og blev endeligt her hos mig på gården på permanent basis.

Gården blev købt med privatbolig - og 3 lejligheder - der var beliggende i vingerne på gården. Nu - 8 år efter - er parret næsten færdige med renoveringen. I 2016 stod de første to lejligheder klar. I 2019 blev den sidste helt færdig. I alle årerne er der lidt efter lidt fundet skatte til indretningen. Stole, borde, og alle de andre hundredevis af ting, der skal til for at få lejlighederne til at fungere som selvstændige enheder.

Der blev ombetrukket, malet, dekoreret til den skyhøje standard, som West Coast Cottage Holiday Apartments har i dag. Ikke blot er stedet smukt. Alt er velindrettet i de smagfulde, topmoderne lejligheder. Men Charlotte og Ian er samtidig de sødeste, mest gæstfrie og hjælpsomme værter, du kan tænke dig.

Den store grund der omgiver den gamle gård, var en af hovedårsagerne til at Charlotte og Ian købte gården. Og haven er der lagt utroligt mange kræfter i at skabe. Med det smukkeste resultat. Charlotte og Ian er nemlig fuldstændig tossede med haver. Og du skulle komme på besøg og se den have, de nu har skabt, den er betagende smuk, på trods af den til tider barske vestenvind.

Jeg har faktisk selv fulgt Charlotte og Ians kæmpeprojekt gennem de sidste 5 år. Jeg besøgte dem første gang i 2016 - og var vist den første gæst i den første helt færdige lejlighed. Jeg havde fået den ære at fortælle Charlotte og Ian lidt om, hvordan livet som gæstgiver er, om markedsføring og andre ting - som rådgiver på bestilling af Ringkøbing-Skjern Kommune.

Siden har jeg besøgt West Coast Cottage Holiday Apartments flere gange. Jeg fik lov at navngive gården. Og lave bomærke. Så jeg føler faktisk at denne smukke, smukke plet på Danmarkskortet - er lidt min også - selvom det er til låns. Og jeg kommer på besøg igen - og igen - og igen...