Et 5-stjernet paradis - værtshistorie

Et 5-stjernet paradis - værtshistorie

Vi sidder i Aase og Prebens fantastiske, nybyggede orangeri med udsigt over landskabet og Limfjorden. Jeg er - jeg tror for sjette gang - gæst på Humlum Bed and Breakfast. Og jeg kommer helt sikkert igen. Dette sted  er et paradis på jord. Jeg er nysgerrig efter at høre, hvorledes Aase og Preben egentlig kom i gang med deres Bed and Breakfast, og hvordan de kom til Humlum for mere end 25 år siden....

I 1992 boede vi i et pragthuldt hus i Struer - en murermestervilla - som vi gennem mange år havde gennemrenoveret. En veninde til mig, beretter Aase, fortalte os om et landsted i Humlum, som var sat til salg. Sådan startede vores eventyr her.

Som de impulsive og nysgerrige mennesker Aase og Preben er, kørte de fra Struer og og kiggede på den gamle skole i Humlum. Efter 14 dage havde parret solgt deres hus og købt ejendommen.

- Da jeg var her første gang, kom jeg alene. Og da jeg bare troppede op, kunne jeg ikke komme indenfor. Så jeg måtte smugkigge igennem vinduerne. Der kunne jeg se, at alle rum var forbundet med glasdøre, så du kunne se hele vejen igennem det 36 meter lange hus, fortæller Aase.

- Og det var det, der fik os til at falde pladask for huset. Forelske os hovedkulds i dette sted. Også selvom haven var tilgroet, og huset trængte til lidt mere end en kærlig hånd - så kunne vi se alle mulighederne alle vegne.

- Gennem tiden har vi renoveret alt. Døre, vinduer, gulve, lofter og vægge. Køkkener og badeværelser. Heldigvis er Preben en meget dygtig håndværker, som kan lave det meste selv. Men alligevel var det en kæmpe udfordring for os, at få denne store ejendom renoveret op til den standard, den har i dag.

I 1996 fik Aase og Preben besøg af nogle lokale kunstnere. Besøget inspirerede Aase til ideen om, at starte et galleri. Og der er ikke langt fra tanke til handling, når det er Aase og Preben, vi taler om. Og Preben er så visionær, at han formår at gribe alle Aases bolde i luften - og gøre dem til virkelighed.

Nu indrettede parret et kunstgalleri i den ene længe på gården - i skolelærerens tidligere privatbolig. Tre uger efter åbnede de deres første kunstudstilling. Alt var malet hvidt indendøre og transformeret til et smukt udstillingslokale. Der var strøet sand på gulvet. Aase havde skabt kontakt til kunstnere i lokalområdet. Billeder og kunst blev udstillet. Det blev en kæmpe succes.

Skolelærerens bolig blev nu minutiøst gennemrenoveret. Efter et par år fandt parret på at kombinere galleriet med en Bed and Breakfast. Der gik ikke lang tid, før de var ved at drukne i arbejde og succes.

Preben var selvstændig og drev en optikerforretning i Struer, samtidig med at parret renoverede huset og udvidede med en førstesal. Aase stod for at indkøbe kunst, bage boller til Galleriets café, servere kaffe og hjemmelavet kage, arrangere udstillinger, betjene kunderne både på Galleriet og Bed and Breakfast. Dertil kom rengøring, morgenmad, vask og omsorgsfuld betjening af alle gæster.

Så det blev svært at finde tiden til både at passe kunderne i Galleriet og i Bed and Breakfast. Med blødende hjerte besluttede Aase, efter en lang årrække, at lukke galleriet og sætte fokus på overnatningen og de gæster, der nu kom i en lang, ubrudt række.

Huset bærer i høj grad præg af Aase og Prebens tid som galleriejere. De har en udsøgt god smag. Alle rum emmer af sans for farver og indretning, fabel-agtig kunst, smukt kunstglas, akvareller, lithografier, skulpturer og malerier.

Den højtliggende, skrående grund ligger med udsigt til Limfjorden til den ene side og Humlum by til den anden. Den kæmpe have bærer, som hele huset, præg af god smag og smukke kunstværker. Små siddepladser, siddekroge, et smukt lille havehus til Bed and Breakfast gæsterne og ren, uspoleret skønhed overalt. Jeg har boet på mange Bed and Breakfast i mit liv. Men aldrig har jeg oplevet noget så mageløst som Humlum Bed and Breakfast.

5 stjerner fra mig!

Humlum Bed and Breakfast
Genoplev danske badehotellers lyse og lette sommerstemning. 2 dobbeltværelser på 1. sal med køkken og bad og egen indgang. I stueetagen ligger en 2-personers luksuslejlighed med stue, soveværelse, stort bad, tekøkken og egen indgang.

Humlum BB
Aase og Preben Nielsen
Oddesundvej 19, Humlum
7600 Struer
Telefon: +45 20 48 58 44
Mail: aase@humlumbb.dk
www.humlumbb.dk

humlum6
 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg