Et museum fyldt af minder og dårlig smag - Souvenirmuseet Souvenariet Fyn

Langeland - Souvenariet

Et museum fyldt af minder og dårlig smag
Uha! Det er godt nok ikke noget, mange har stående fremme mere. Men i dag er de en attraktion. Flere end 3.000 er udstillet i souvenirmuseet Souvenariet i Den Gl. Teaterbygning nedenfor Tranekær Slot på Nordlangeland. Det er den gode, gamle souvenir i traditionel forstand, det drejer sig om. Den, som stort set alle foragter og elsker på samme tid. Siden tidernes morgen har souvenirs været købt i millionvis verden over. De er blevet slæbt hjem - ikke mindst i 50´erne og 60´erne og 70´erne, hvor charterturismen rigtig var kommet i gang.

Startede som feriespøg
Man kunne simpelthen ikke vende hjem til den daglige trummerum uden at bringe bare en smule af feriens eventyr med sig. Og det sker jo stadigvæk, men i mindre omfang. Og gennem årene er mange af de sjove og rørende gamle souvenirs blevet kylet ud. Set med nutidens - og vel også datidens - øjne er det jo dårlig smag. Men Souvenariet har gennem 10 år skabt en gigantisk og farverig samling til fornøjelse og morskab for tusindvis af besøgende gæster, som ikke sjældent har bidraget til samlingen med deres souvenirs, hvoraf mange har været endog meget gamle. På den måde kan man følge souvenirens historiske udvikling.

Manden bag det usædvanlige museum er journalist Hans Rossen: Ideen til museet fik jeg på Berlingske Tidende i 1991, hvor jeg var redaktør af boligsektionen. Avisen havde en sommerspøg, hvor læserne kunne sende fotos af deres hjembragte rædsler til bagsiden. Det blev en kæmpe succes, hvor avisen modtog ca. 600 breve gennem de tre uger, hvor spasen stod på. Derfor tænkte jeg, at når folk synes, de er så morsomme at se på, så kan de også udstilles. Det havde ingen andre jo fundet på - i hele verden? Derfor begyndte jeg et systematisk indkøb af souvenirs fra diverse loppemarkeder - jo værre jo bedre, forklarer Hans Rossen.

Kendtes rædsler udstillet
Blandt kendte bidragydere er GNAGS-sangeren, Peter A.G. Nielsens, som har foræret Souvenariet en New-Yorker-skjorte helt præget af New Yorks skyskrabere. Han købte den, da han opholdt sig derovre for at skrive tekster til cd´en Skønhedspletter. Tidligere har TV2´s studievært, Jes Dorph-Petersen lånt museet en meget speciel souvenir; nemlig en plastikstump med navnet Toyota fra den ulykkesbil, som tilhørte Blekingegade-banden. Stumpen fandt han på ulykkesstedet på sin første reportagetur for TV2.

De forbudte souvenirs
I 2011 har Souvenariet en særudstilling med forbudte souvenirs, som danske toldere har inddraget. Det er souvenirs fremstillet af truede dyrearter og nu udstillet i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen til skræk og advarsel, idet, der falder store bøder for at hjembringe den slags. Hidtil største bøde er på 90.000 kr.

Besøg rædselskabinettet
Hvis du vil besøge Souvenariet, skal du en tur til Tranekær på Langeland. Souvenariet ligger i Den gl. Teaterbygning, som er opført år 1800 og i sig selv et besøg værd. I teaterbygningen har der i årene fra ca.1800-1812 været opført skuespil og sunget opera - endda med greven, Frederik Ahlefeldt, kaldet "Generalen", selv som sanger. Det siges at greven havde en god stemme, og han har blandt andet partier fra Mozarts operaer. Er du nysgerrig, eller vil du bare aflevere en hæslig vase fra svigermors tur til Mallorca, så kontakt Souvenariet.

Husk endelig at benytte nogle af de mange dejlige overnatningssteder og Bed and Breakfast steder der er på Langeland og Tåsinge samt i Svendborg, når du alligevel er på besøg. Sydfyn er skønt og man kan snildt få en weekend til at gå, ved at gå på opdagelse i området. 

Souvenariet
Slotsgade 84 B
5900 Rudkøbing
Telefon +45 62 59 17 18
mail@souvenariet.dk

souvenir-museet5stor
 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg