Camp Adventure - En af verdens 100 bedste oplevelser

En af verdens 100 bedste oplevelser

Camp Adventure byder velkommen til det spektakulære 45 m høje udsigtstårn i Gisselfeld Klosters skove tæt på Sjællands højeste punkt. Udsigtstårnet er tegnet af Effekt Arkitekter og fuldender en ambition om at skabe et æstetisk smukt bygningsværk og en unik naturoplevelse, der samtidig er tilpasset naturen og bygget så sensitivt som muligt.

Udgangspunktet er at tage en cylinderform og maksimere bunden og toppen, samtidig med, at midten minimeres. Opbygningen er en såkaldt hyperboloid form, der giver et kurvet udtryk, som et timeglas. Dette øger ikke kun stabiliteten, men gør også oplevelsen endnu større, da der gøres plads til, at trækronerne kommer helt tæt på det smalle midterste stykke. Det hele kulminerer på toppen med en 360° udsigt udover landskabet. Time Magazine har for anden gang kåret Skovtårnet til at være 1 af 100 mest trendsættende og innovative oplevelser i hele verden.

Camp Adventures Skovtårn er en unik naturoplevelse, der ikke findes andre steder i Skandinavien. Skovtårnets øverste platform når 135 meter over havets overflade, og er det højest tilgængelige punkt på Sjælland.

Fra toppen kan du se mere end 25 km ud over den smukke Sydsjællandske natur. Kigger du nordpå, vil du i klart vejr kunne se Øresundsbroen, Turning Torso i Malmø og dele af den københavnske skyline herunder bl.a. Bella Sky og Ørsted Værket.

Camp Adventure er placeret tæt på Sjællands højeste punkt Kobanke og terrænet er generelt kuperet og afvekslende mellem marker, sammenhængende skovområder og mindre landsbyer.

Landskabet bærer præg af de mange herregårde der ligger i området, der har sat deres synlige spor ved både at dyrke markerne, have skovbrug og være historiske kulturbærere. Skovtårnet indskriver sig således i en lang kulturhistorisk udvikling i både at forvalte og formidle naturen. Udsigtstårnet har fået navnet Skovtårnet. Det er godkendt til at bære 3500 mennesker ad gangen eller cirka 500 kg pr. kvadratmeter egetræsplanker.

Udover at besøge og bestige udsigtstårnet kan du også besøge Klatreparken, der er etableret i området. Banerne på Camp Adventure kan byde på både mental og fysisk udfordring. Lider du af højdeskræk, kan du starte på begynderbanen i 1,5 meters højde. Camp Adventure Klatrepark er Danmarks største og breder sig over et areal af 7,5 hektar. Klatreparkens 10 forhindringsbaner bevæger sig ind og ud og på kryds og tværs af bøgeskoven.

Har du behov for hård fysisk udfordring, må du ikke gå glip af adventure- og sportsbanerne, der kan give selv de hårdeste drenge og piger kamp til stregen. Der er baner i alle sværhedsgrader, til alle typer af mod, fysik og temperament. Uanset om du ønsker at flytte grænser, få trænet hele kroppen eller bare have en sjov dag i den skønneste natur, er klatreparken en virkelig sjov oplevelse.

Camp Adventures 10 klatrebaner er alle forskellige og varierer i højde og sværhedsgrad. På banerne bevæger man sig fra træ til træ via enten forhindringer eller svævebaner. Der er ialt 144 forhindringer, 37 svævebaner og 5.494 meter baner. Det højeste punkt er 25 meter oppe i trækronerne. Hver bane angives med minimum personhøjde af sikkerhedshensyn. Men der er baner for alle fra 3 år og opefter.

De fleste bruger omkring 4 timer på at klatre i banerne. Herefter melder trætheden sig. Men et besøg på Camp Adventure kan også være en hel dag, hvor du går til og fra banerne og holder pauser på et af de smukke pausespots, der findes både i bøgeskoven og i gården ved den gamle, renoverede bondegård og den lille sø. Vejledende tid per bane er ca. 45 min.

Tryghed er udgangspunkt for en sjov og spændende oplevelse på klatrebanerne - derfor har sikkerheden på Camp Adventure første prioritet.

Når du ankommer, får du udleveret sikkerhedsudstyr og i skoven instrueres du af professionelle instruktører, i brugen af udstyret, der er markedets bedste. Alle gæster skal igennem en prøvebane, derefter er der fri leg på alle parkens ti baner.

Facts om Camp Adventure
Højde: 45 m
Rampelængde: 650 m
Materialer: Cortenstål og egetræ
Cirkelslag: 12
Vægt: Ca. 600 t
Brædder: 7.750

Priser:
Førsteplads ICONIC Award 2017 - Visionary Architecture
Finale World Architecture Festival 2017

www.campadventure.dk

camp-adventure6
 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg