Genner Bugt og Aabenraa - Et helt vidunderligt område

Genner Bugt og Aabenraa

Hvis du nu alligevel vil køre til Sønderjylland for at besøge Gråsten Slot - må vi så ikke have lov at anbefale dig, at du i stedet for at køre ad motorvejen den direkte vej med 130 kilometer i timen - i stedet kører ad landevejen via Hopstrup, Diernæs og Sønderballe til Genner Strand og Genner Bugtområdet. Det er et helt vidunderligt område, hvor du kører igennem den ene lille perle af en landsby efter den anden. Du kan tage dig en picnic-kurv med, spise frokost i det grønne eller på stranden og nyde den betagende udsigt. Eller endnu bedre - tage dig en overnatning på f.eks. Naturperlen på Sønder Havvej 11, som ligger med en fabelagtig udsigt over Genner Bugten. Her kan du både bo i værelser eller i lejlighed - og mange af Naturperlens gæster er virkelig benovede over udsigten samt over de smukke vandre- og cykelture, de kan tage i området.

Genner Bugt, der tidligere hed Genner Fjord, er en 4 km lang bugt nordøst for Aabenraa. Bugten er mere end 10 m dyb og skærer sig ind i det bakkede morænelandskab mellem Sønderballe og Løjt Land. Genner Bugt er formet i en tunneldal fra istiden. Inderst i bugten ligger Genner Strand og Sønderballe Strand med øen Kalvø. Øen med omgivende vandareal er i dag udlagt som fugle- og vildtreservat - og rummer derfor en virkelig vidunderlig natur med masser af fugle- og dyreliv. Der er især om foråret og i efteråret mulighed for at se og opleve mange forskellige slags andefugle.

Kalvø er en idyllisk ø, der byder på både en spændende kulturhistorie og på seværdigheder. Her skal der nævnes, at øen tidligere havde et stort træskibsværft med smedje, boliger og bedding, hvorfra tremastede sejlskibe blev søsat til fart på østen. Det var egnens største arbejdsplads og en overgang det største værft udenfor København. Bygningerne eksisterer stadig og benyttes blandt andet til beboelse. Der bor kun omkring 10 fastboende på øen i dag. Værftet og skibsbygningen førte rigdom til hele området. Det afspejles stadig i de utroligt smukke landsbyer og ejendomme, der ligger ved Genner Bugten, og som dengang beboedes af kaptajner der drog på langfart til fjerne egne i hele verden.

Du kan få dig en hyggelig spadseretur rundt om Kalvø, via en natursti. Turen der er 3 kilometer lang, byder på en stor Stensamling midt på øen, et museum, små hyggelige sommerhuse, bænke og borde, hvor man kan nyde den skønne natur og fuglereservatet. Du vil opleve en fantastisk ro og kun høre vinden blæse i træerne. Turen øen rundt tager en times tid og stien er egnet til kørestole og barnevogne. Og er du heldig, vil du kunne se vikingeskibet, der hører til på Kalvø - hvis du står for enden af den handicapvenlige fiskebro. Genner Bugt er nemlig også en fiskeoase. I hele bugten kan du fange havørred, ligesom du kan fiske rejer. Øen er forbundet med fastlandet med en dæmning, så du kan køre dertil i bil til parkeringspladsen.

Sønderballe Havn er en naturskøn havn, der ligger i Genner Bugt. Grillområdet ned til vandet er havnens naturlige samlingssted i sommermånederne. Et oplagt sted at nyde den medbragte frokost. Sønderballe Strand ligger i den dejlige og beskyttede bugt med idylliske Kalvø i bunden af bugten og med Barsø ud mod Lillebælt. Der er altid en vældig aktivitet ved stranden og i havnen af små fiskerbåde og sejlbåde, som bidrager til den hyggelige stemning og altid er en fryd for øjet med de hvide, klare sejl i horisonten. Selve pladsen ved stranden er delvist opbygget i terrasser i landskabet, hvilket giver en storslået udsigt over bugten.

Når du kører videre mod Gråsten Slot, så prøv turen via Nørby/Løjt Kirkeby, videre over Løjt Skovby, Stolling og Dimen til Aabenraa. Jeg tror ikke du finder en smukkere vejstrækning noget sted i Danmark.

Du kan også sagtens bruge en time eller to i Aabenraa. Aabenraa er først og fremmest kendt for at have Sønderjyllands største havn med en betydelig skibsfart og havneindustri. Dybden i havnen gør den til den vigtigste og travleste havn i hele det sønderjyske område. Men Aabenraa er også en gammel by der stammer helt tilbage fra 1200-tallet og med arkitektur fra mange forskellige tidsaldre. Af betydende bygninger i Aabenraa kan nævnes Sankt Nicolai Kirke fra Valdemarernes tid og Brundlund Slot, grundlagt af dronning Margrete 1. omkring år 1400. Der findes desuden flere fine og velbevarede 1800- tals bykvarterer samt en dejlig indkøbsgade med masser af gode butikker og shopping muligheder.

 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg