3 stjerneoplevelser i Sønderborg

3 stjerneoplevelser i Sønderborg

Sønderborgområdet er historisk forankret med en smuk natur og masser af kulturelle tilbud. Hvis du vælger Sønderborg som feriedestination, er der rigtig mange spændende ting at opleve. Sønderborg er en købstad i Sønderjylland beliggende  på begge sider af Alssund. Størstedelen af byen ligger på øen Als, der er forbundet med Sønderjylland af Kong Christian X’s Bro og den nordligere Alssundbro.

Guidede byvandringer i Sønderborg by tilbydes i hele juli og en del af august måned, og når der er ringridning i byen, kan du deltage på en særlig, kombineret by- og ringridningstur. Fra Point of View på Alsik Hotel og Spa kan du nyde udsigten over Sønderborgområdet på en 30 minutters billet og se hele byen, fjorden og slottet i al dets pragt.

Et vartegn for byen er Sønderborg Slot, som med sin centrale beliggenhed i havnen kan ses fra hele byen. Borgen er grundlagt før 1200 og blev 1550-70 ombygget til et firefløjet renæssanceslot. Slottet er i dag et museum med store, kulturhistoriske samlinger af møbler, tekstiler, håndværk og sønderjysk kunst. Desuden belyser museet Sønderjyllands historie fra middelalderen til nutiden med hovedvægt på krigene 1848-50, 1864, 1914-18, samt folkeafstemningerne og Genforeningen i 1920. Slottet danner også rammerne for mange udendørs arrangementer i sommerhalvåret - tattoos, ringriderfest og meget andet.

Ringridningen har rødder tilbage til middelalderen, hvor riddere dystede mod hinanden på hesteryg til stor underholdning for den europæiske adel. Da turneringen kom her til landet, fik den mere karakter af en folkefest, og med tiden blev modstanderen skiftet ud med en ring, da turneringen kostede både liv og førlighed. Kong Christian III og hans søn Frederik II indførte i 1500-tallet ringridningen i Danmark og ændrede ridderkampen til rytterdyst.

I dag dyster rytterne om kongetitlen. For at opnå den skal man mestre kunsten at ride i galop gennem en galge og samtidigt spidde ringen med sin lanse. Ringen har til at begynde med en diameter på 22 millimeter og sidder i et beslag, der hænger i snore. Lykkes det at spidde alle 24 ringe, går man videre i turneringen. Nu bliver det vanskeligere, idet hullet i ringen gøres mindre, for til sidst kun at være 6 mili-meter i diameter.

Den, som klarer flest runder, udråbes til konge, men man finder også en kronprins og en prins. Hvis du vil vide mere, kan du besøge Danmarks eneste ringridermuseum i det gule bindingsværkshus i Kirkegade og få et indblik i historien om ringriderfesten. Huset er i øvrigt Sønderborgs næstældste hus. Ringridning er en kulturhistorisk tradition i Sønderjylland og er også Nordens største ringriderfest med mere end 500 ryttere. Festen afholdes den anden weekend i juli.

 Historiecenter Dybbøl Banke fortæller om de skæbnesvangre begivenheder, der fandt sted i Sønderborgområdet for over 150 år siden, i 1864. Det fik ikke kun alvorlige konsekvenser for Sønderjylland, men for hele Danmark. Historiecenteret er med til at formidle denne dramatiske periode af områdets historie. Her bliver du hvirvlet ind i et af de mest spændende kapitler i Danmarkshistorien. Du kan komme med i krigen 1864, mens kanonerne buldrer og duften af pandekager breder sig i soldaterlejren.

Den preussiske soldat J. Bubbe er begejstret for sit nye bagladergevær, der sender kuglerne af sted i et drabeligt tempo. Danske menig Hansen er glad for sit gode, gamle forladergevær. Det skyder knap så hurtigt, men til gengæld virker det hver gang! Du kan være heldig at høre det muntre skænderi mellem de to soldater under krigen mellem Preussen og Danmark i 1864. Og den type historieformidling er netop centrets varemærke, forklarer centerleder og museums-inspektør, Bjørn Østergaard.

Vi formidler krigen fra 1864 gennem de mennesker, der selv var med. Ved hjælp af gamle breve og dagbøger kan vi danne os et indtryk af, hvordan personerne var, og hvordan de oplevede krigen. Når de besøgende ser, hører og snakker med de historiske personer, oplever de historien på en ny og spændende måde. Der kommer hele tiden nye personer til, og på den måde kan vi forny og variere oplevelserne på historiecentret.

Universe er en science park på Als i Sønderjylland, der blev åbnet i 2005. Parkens formål er at begejstre børn og voksne for naturvidenskab, teknologi og iværksætteri. Universe adskiller sig markant fra andre forlystelsesparker ved, at læring er det bærende element for forlystelserne. Oplevelsesparken, der tidligere var kendt under navnet Danfoss Universe, byder på mange spændende oplevelser og sjov læring. Baggrunden for at etablere parken var at skabe et rum, hvor alle kan få en oplevelse og læring om naturvidenskabelige fænomener.

Du kan køre segway, forsøge at løfte en bil, bygge din egen vandraket, klatre på Sky Trail, gå på opdagelse i den virtuelle verden eller prøve en af de mange andre attraktioner.

Du kan købe en adgangsbillet til de 3 stjerneattraktioner: Sønderborg Slot, Historiecenter Dybbøl Banke og Universe på Visit Sønderborgs hjemmeside: www.visitsonderborg.dk

www.visitsonderborg.dk

dybboel_moelle.soenderborg.1
 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg