Nordeuropas største akvarium

Hirtshals - Nordsøen Oceanarium

Nordeuropas største akvarium
På Nordsøen Oceanarium finder du unikke oplevelser både for store og små - indenfor og udenfor. Nordsøen Oceanarium er et statsanerkendt zoologisk anlæg og rummer 6 millioner liter vand med 81 forskellige arter af dyr, som lever i Nordsøen. Her kan du finde alt fra glubske havkatte til legesyge sæler og klumpfisk. Nordsøen Oceanarium er det største akvarium i Nordeuropa.

Historien om Nordsøen Oceanarium
Nordsøen Oceanarium åbnede som Nordsømuseet i 1984 og var dengang en kombination af et akvarium og et samtidsmuseum for moderne fiskeri. I 1998 blev Nordsømuseet til Nordeuropas største oceanarium ved at udvide med et 4,5 millioner liter stort oceanarium, hvor det - den dag i dag - stadig er muligt at se Nordsøens fisk i naturlige stimer.

I 2001 bliver Nordsømuseet endnu en gang udvidet med et stort udendørs Sælarium med legepladser og en café. I 2003 blev Nordsømuseet ramt af en stor ulykke da en voldsom brand ødelagde hele oceanariebygningen og den berømte klumpfisk, Klumpe, døde. Genopbygningen varede 18 måneder. I 2007 skiftede Nordsømuseet navn til det, vi i dag kender som Nordsøen Oceanarium. I 2010 åbnede det nye oplevelsesunivers, Ekspedition Nordsøen, og i 2013 åbnede et nyt udendørsanlæg, Krabbekysten.

Ekspedition Nordsøen
Nordsøen Oceanarium er delt op i 7 destinationer både til lands, til vands og til bunds på det dybeste af Nordsøen. Der er udvalgt 7 lokationer som er replikeret ned i 7 forskellige aktavier for et bedre indblik i, hvordan der ser ud, når man tager et kig under vandet. De syv destinationer er delt op således:

Molen Hirtshals: Molerne ved Hirtshals kan være opholdssted for mange fisk og besøges derfor også af lystfiskere, som ønsker at fange dem. Der kan findes isinger, rødspætter, små torskefisk og om sommeren er der massive stimer af småsild og makrel. Ved Molen Hirtshals kan du selv prøve, om du kan fange noget med den interaktive fiskestang. Bagefter kan du gå på opdagelse på havnen, bygge din egen mole og meget mere.

Vraget Stornoway: Ved destinationen Vraget Stornoway kan du høre om de vrag, der findes i Nordsøen. Hør om MS Stornoways forlis og hvorfor vrag er interessante fiskepladser.

Doggerbanke: Doggerbanke er et af de store sandbundsområder i Nordsøen. Den ligner en undersøisk ørken, men er fuld af liv. På sandbunden finder man typisk rødspætter, tunger, torsk, kuller og tobis.

Jyske Rev: Revet er havets storby, og her myldrer det med liv. Du møder blandt andet taskekrabben, som er et af havets stærkeste dyr i forhold til sin størrelse. 

Norske Rende: Den Norske Rende er over en halv kilometer dyb. Her er altid mørkt og her er så højt et vandtryk, at kun jomfruhummeren, dybhavsrejen og andre bunddyr kan overleve her.

Oceanarium: I det store Oceanarium oplever du at være midt ude i Nordsøen sammen med de store fiskestimer, som kræver god plads. Oceanariet kan rumme 4,5 mio. liter havvand, hvilket gør det til Nordeuropas største akvarium.
Sælkoloni Limfjorden: I det store udendørs bassin - Sælariummet - bor to slags sæler - gråsæler og spættede sæler. De er begge almindelige i danske farvande.

Du kan udforske alle stederne, så længe du vil, og det er en sjov og lærerig oplevelse for hele familien.

Oplev fodring af dyrene
På Nordsøen Oceanarium har du mulighed for at opleve at dyrene bliver fodret. Hvis du vil se sælerne blive fodret, skal du møde op i Sælariummet, udenfor, klokken 11.00 eller klokken 15.00. Sælerne leverer noget af et show under fodring, og der er altid en formidler til stede, som fortæller spændende historier om sælerne og deres liv i naturen. Fodringen varer ca. 15 minutter.

Hvis du vil se fiskene i Oceanariet blive fodret skal du blot møde op klokken 13.00 i Oceanariet. Du vil kunne følge med i fodringen gennem Oceanariets tykke rude samt via dykkerens undervandskamera, som filmer det hele på tæt hold. Fiskene bliver håndfodret, så der er rig mulighed for at se dem helt tæt på. Fodringen varer ca. 20 minutter.

Mad og drikke
På Nordsøen Oceanarium finder du mange gode spisesteder - Caféen, Seafood, Ishuset og Sharkshoppen. Du har også mulighed for at tage maden med selv og nyde den i de afmærkede picnicområder. De findes i højsæsonen udenfor og i lavsæsonen både indenfor og udenfor.

Praktisk info
Du finder gratis parkering lige uden for Nordsøen Oceanarium. Har du brug for en kørestol eller en klapvogn er der mulighed for at låne én gratis, men vær opmærksom på, at der kun er et begrænset antal af hver. Hele området er handicapvenligt, såvel indendørs som udendørs. Desuden forefindes der handicapvenlige toiletter flere steder samt puslepladser til børn på flere af toiletterne.

 
 
 
 
Kontakt til Bed and Breakfastguide Danmark: lone@frostreklame.dk
Udgiver: Bed and Breakfast Guide ApS
Åløkkegården - Åløkkevej 60
5800 Nyborg
CVR 41516232
Bankforbindelse: Fynske Bank, Nyborg