Den fantastiske historie om Vestergaarden - værtshistorie

Den fantastiske historie om Vestergaarden
Det er Vestkysten, dét her. Som i helt derude, hvor øjet ser så langt, som det er muligt i fladt og grønt. Vejen til gården er ikke asfalteret, men rumlende i småsten og grus. Lave gårde og højt, højt til himlen...

Historien starter et andet sted - i 1992 hvor Inga er alene hjemme i sit og Thorkils hus i Hedensted. Inga ser ved et tilfælde en TV-udsendelse rulle over skærmen - fra Vedersø - om Marie på klitten og hendes liv på gården, som før var hendes mors og fars, bedstemors og bedstefars, helt tilbage til 1770, hvor gården blev bygget.

Gården, hvor Marie vokser op og lever hele sit liv under det tag, der nu er ved at falde ned omkring ørerne på hende efter forældrenes død, er en ægte klitgård.

Hun bor der alene nu, aldrig gift og ingen børn. I udsendelsen fortæller Marie om hendes glæde ved livet og troen på gud, kattene, minderne om hendes mor og far, og de smukke blomster der står overalt omkring gården og fylder hendes liv. Hun udtrykker det selv således, at hun lever for henne gud, henne 88 katte og henne blomster. I den rækkefølge...

En umiskendelig figur var Marie. I silhuet var hun ikke til at tage fejl af - i København kaldte vi det at have både til gården og til gaden - når hun i hat og frakke gik afsted ad de små veje ind mod Vedersø. Og respekt havde hun for gode mennesker - men ingen for turister, som hun kaldte for Såen noen Kjøvenhavnere!

Inga blev betaget af, hvad hun så på TV. Hun måtte bare finde Marie og gården derude på klitten. Hun fik overtalt Thorkil til at tage en campingtur til Vedersø Klit året efter, hvor de fandt både gården og Marie, med hårnet og hår på hagen - og de faldt i hak.

De næste fire år besøgte Inga og Thorkil to gange om året Marie i Vedersø på hendes faldefærdige ruin af en gård. Marie fandt i Thorkil en hjerteven, et tankefællesskab, som hun nok ikke tidligere havde oplevet i sit liv. Hun var bare så glad for Thorkil. Og Inga - selvfølgelig.

I 1996 meddeler Marie så stoisk og kortfattet parret, under kaffen ved blomsterbedet og høstakken: Jeg har bestemt, at I skal arve. Jeg vil vide besked inden 24 timer. Maries beslutning stod fast. Hun ville testamentere gården til dem, når hun ikke skulle være på denne jord mere. Og sådan blev det.

Marie døde i 1998, kun 78 år gammel, og gennem de to år, der gik inden hendes død, spurgte Marie aldrig om, hvilke tanker Inga og Thorkil gjorde sig om gården og dens fremtid. Ikke et eneste spørgsmål stillede hun.

Inga og Thorkil fik nøglen til gården udleveret til begravelsen.

Deres sagfører havde sagt: Man kan frasige sig arv og gæld... I kan godt nå at fortryde...

Det kostede mange bekymringer og mange tårer, da parret takkede ja til gården, alt indbo, arv og gæld og de 27 hektar jord, der fulgte med. Størstedelen af jorden solgte de fra, da de ikke kunne opfylde bopælspligten på gården. Og Inga var nu alligevel ikke helt sikker på, det var den rigtige beslutning, de havde truffet, da huset i Hedensted skulle sælges. Flere tårer og flere bekymringer. Parret havde jo boet i Hedensted i 30 år. Thorkil havde solgt sin arkitektforretning og koncentrerede sig nu fuldstændigt om byggeriet.

Og først i 2003, da Thorkil lover Inga, at hun selv kan vælge om hun vil flytte til Vedersø, falder en sten fra hendes hjerte, og Inga og den yngste datter flytter til klitgården i Vedersø.

Det tog i alt 11 år for Inga og Thorkil at genopbygge gården. Alt blev revet ned og minutiøst bygget op igen. Murstenene og pigstenene på gårdspladsen er det eneste, der er tilbage af det gamle hus, og det eneste der er bevaret. Arbejdsbyrden var næsten uoverskuelig. Hver eneste sten blev taget, renset og lagt igen. Alle andre materialer var nye. Gården blev revet fuldstændigt ned og genrejst fra ny sokkel.

I 2004 stod stuehuset færdigt, og efter opfordringer byggede og indrettede Thorkil og Inga en ferielejlighed til sommergæster i 2005.

Parret er dybt taknemmelige over den gave, de fik af Marie. Ikke at de sidder gældfrie i gaven; dertil var der for meget, der skulle genopbygges, men dog så utroligt taknemmelige, at de omhyggeligt og omsorgsfuldt har gemt og bevaret en stor del af det indbo, der var Maries hjem. Kærligt har parret opbygget en mindestue over Maries liv, og udstillingen viser med al tydelighed Maries nøjsomhed og hendes store kærlighed til forældrene og hjemmet. Mindestuen over Marie er i to etager i den ene længe af huset.

Et stort glasparti udgør indgangen for gæster der skal besøge mindestuen.

Alt er i glas - etageadskillelsen, taget og væggene, med en betagende smuk udsigt over landskabet - helt ud til klitterne. Det mørke hyggelige bordeauxmalede rum står i stærk kontrast til lyset der strømmer gennem glaspartiet. Hver en centimeter i stuen her er dedikeret til Maries minde.

Møbler, billeder, porcelæn, selv Maries permissioner - underbukser - ligger med alle sine lapper, og de ikke særligt omhyggeligt udførte reparationer - de skulle jo ikke ses af andre end Marie - til skue i mindestuen. Ikke at Marie ville syntes, at det var i orden. Det er faktisk nok det eneste på gården, som den står nu, Marie IKKE ville bryde sig om. Underbukserne ligger på kanten af den seng, Marie blev født i - og hvor hun døde.

Små sirligt håndskrevne sedler er, af Marie med en knappenål, hæftet til den ting, de beskriver. For eksempel et lille stykke udskåret gulvtæppe, hvor Marie på papiret skriver: Dette gulvtæppe lå under fars skrivebord, og hans fødder har slidt det... Som om Marie vidste, at det lille stykke tæppe en dag ville havne på en udstilling.

Det, der berører mig mest, er Maries bibel, der ligger opslået på et bord med et broderet bogmærke og et udklip, hvorpå der står et lille vers:

Dage kommer, dage flygte
Herrens ord omskiftes ej.
Det er vore fødders lygte
og et lys på al vor vej.

Da jeg komplimenterer Thorkil for det utroligt smukke byggeri, han har udført, kommenterer han stille - helt i Maries ånd - vi discounter ikke her. Når vi gør noget, gør vi det i høj kvalitet. Ellers lader vi være...

Inga uddyber, at de har et tilbud til alle, der gerne vil høre om Vestergården. Interesserede kan købe et gavekort til venner eller familie: Eftermiddagskaffe med kage, historie om gården og rundvisning i mindestuen, 3-retters aftenmenu, som Thorkil selvfølgelig selv tilbereder, overnatning i ferielejlighed med luksusmorgenmad. Drikkevarer skal man selv medbringe eller købe på stedet.

Bus efter bus med turister kommer til Vestergård, besøger mindestuen, ser videoen med det program, der førte Inga og Thorkil ud til gården på klitten for snart 20 år siden. Videoen, som var skyld i at parret overhovedet kom til Vedersø og vandt Maries hjerte.

Op til 50 personer kan Inga og Thorkil vise rundt og fortælle om Vestergårdens historie, om Marie, om byggeriet. Gæsterne kan se alle de smukke håndlavede brugsting Inga og hendes søster laver og sælger. Der fortælles under turen om Kaj Munk, da han betød meget for Marie og for egnen i det hele taget, og da han ofte kom på gården. Der bydes desuden på kaffe og hjemmebagt - som vi blev det - åhhh jeg vil aldrig glemme Ingas æblekage...

Du kan booke en rundvisning med kagebord. Forudbestilling er nødvendig.

Under kaffen fortæller Inga og Thorkil os om de øvrige aktiviteter på gården. Om camperpladsen på den anden side af vejen, hvor op til 20 autocampere kan stå for natten for flade 50 kr. inklusive vand.

Om sommerhuset, som faktisk er et helårshus kun et pust fra havet, som besøgende kan leje hele året rundt. Om shelterpladsen som mange cykelturister er glade for at kunne krybe i læ i - beskyttet for den til tider barske vestenvind. Fra shelteret er der den smukkeste udsigt over landskabet og en bålplads.

Vi er ved at tage afsked, da jeg får øje på en lille plakette på husmuren. Den fortæller, at Inga og Thorkil har modtaget Bevaringsprisen af Ringkøbing-Skjern kommune for den kæmpe indsats de har lagt i restaureringen af den gamle gård. Intet kunne være mere fortjent. Det har været et fantastisk besøg på et fantastisk sted, hvor vi har mødt nogle fantastiske mennesker. Du skulle tage og gøre det samme...