Bornholm - Solskinsøen
Uanset hvornår på året du beslutter dig for at besøge denne perle af en klippeø, så kan du være sikker på, at der er oplevelser og masser af spændende opdagelser at gøre for hele familien. Bornholm bliver kaldt for Solskinsøen, fordi der gennemsnitligt er flere solskinstimer at nyde der end i resten af Danmark. Og bornholmerne har taget det image til sig så selv, når vejret viser sig fra sin kedelige side, så vil du sidde tilbage og føle dig solbeskinnet og varm af den imødekommenhed og de oplevelser, du får med hjem i kufferten. Med sine 588 km2 syner øen ikke af meget, men bornholmerne har i den grad forstået at sætte sig selv og deres elskede ø i scene. De har til fulde forstået at benytte sig af de fordele og udfordringer, som man har i et samfund der geografisk et lidt til en side. Derfor er Bornholm i dag en tætpakket oplevelse for alle sanser, og det er kun op til dig på hvilken måde, du vil lade dig charmere.
En kulinariske rejse - spis dig igennem Bornholm
Alene på grund af de kulinariske oplevelser er Bornholm et besøg værd. Oplevelsen af at nyde et måltid mad kan være mangesidet. Men Bornholm kan det hele lige fra de gastronomisk mest sublime oplevelser for øje og smagsløg til en friskrøget sild på en bænk i solen ved et af de hyggelige røgerier. Fra hvilken side du vil tage din første bid af Bornholm, er op til dig selv. De seneste års øgede fokus på ordentlige råvarer med en god historie har vendt rampelyset mod Bornholm i flere omgange. De kan altså noget særligt de bornholmere. Besøg fx det mejeriet i Klemensker, der som de eneste i verden har vundet 2 verdensmesterskaber i ost. Eller kig forbi Aakirkeby, hvor de producerer den kendte rugkiks - en klassiker, som har været fremstillet siden 1924, hvor den nuværende bagermesters farfar bagte de første.
Bornholm har så mange kulinariske specialiteter, lige fra rapsolie og fjerkræ til røgerier, lokalt brygget øl, håndlavet chokolade og fantastisk pasta på danskdyrket durumhvede. Og en del af charmen ved de bornholmske gourmetfødevarer er, at det er en lille ø. Alle kender navnene på de mennesker, som har malket køerne, og de ved nøjagtigt på hvilken mark de har gået og hygget sig hele deres liv. De kender bonden, der har høstet kornet og de ved, at alt er lavet med omhu og omtanke for traditioner, kvalitet, smagsoplevelse og bæredygtighed. Hvis du samtidigt er til frisk luft og ønsker at opleve den enestående natur, så lej en cykel og tag Fødevareruten. Den vil føre dig forbi et udsøgt udvalg af fødevareproducenter rundt omkring i det bornholmske - Velbekomme.
Ud i kunsten
Er du først landet på øen, er det næsten umuligt ikke at løbe ind i en kunstner eller en kunsthåndværker. Sølvsmede, billedhuggere, skulptører, træ-, tekstil-, glas- og smykkekunstnere samt glaspusterier, keramikere og designere. Øen har i mange år tiltrukket et hav af forskellige kreative sjæle, og flertallet af dem ønsker at dele ud af deres skabertrang at invitere dig ind til en oplevelse. Der er åbne værksteder, hvor du selv kan kaste dig ud i kunsten, og der er gallerier og udstillinger, seværdigheder og museer, hvor du kan kigge på den. Inspirationen fra Bornholms lys og natur, samt det gode ler man finder på øen, er nogle af de åbenbare årsager til, at øen bugner af kreativitet.
De bornholmske klassikere
Bornholm er kendt for flere seværdigheder og attraktioner. Hammershus, Nordeuropas største middelalderlige borgruin ved hammerknuden, Paradisbakkerne med den 35 ton tunge vandreblok kaldet Rokkesten, Bornholms højeste punk, Rytterknægten midt i skoven Almindingen hvor du også finder Ekkodalen, klippepartierne mellem Hasle og Hammershus, Jons Kapel, Helligdomsklipperne og rundkirkerne i Østerlars, Olsker, Nylars og Nyker. Folk ville kigge spørgende på dig hvis du kom hjem fra Bornholm uden at have set mindst en af de mest kendte seværdigheder. Så er det sagt!
Hvem kommer først?
Øen har form omtrent som et parallelogram, hvor nord- og sydkysten er ca. 40 km lang, mens øst- og vestkysten er ca. 30 km. Omkredsen er 141,4 km. De tidligere bornholmske jernbaners gamle linjer er udlagt som cykelstier og snor sig gennem terrænet med svage stigninger. Den lidt ulogiske snoede sporføring skyldes, at jernbanen tidligere skulle passere de enkelte bestyrelsesmedlemmers gårde! I dag er der fantastisk mange spændende og veltilrettelagte ruter at begive sig ud på, om du er til kunst, bjergtagende natur, gourmetoplevelser, eller du vil opleve historiens vingesus, så kan du det hele fra din cykelsaddel, og det kan tilmed gøres på få nogle dage. Så op på cyklen og af sted.
Vi kan godt forstå, hvorfor vi ses på Bornholm!
Gps: 55.132440, 14.923152